Komposition

komposition
Undersøgelse af tekstens komposition.
Indholdet i alle tekster præsenteres i en bestemt orden eller rækkefølge. Det er inddelt i afsnit, vers eller kapitler. Samtidig har teksten altid en åbning, midte og en slutning.
Når du gør rede for tekstens komposition skal du se nærmere på:
·         Hvilke dele den består af, og hvordan stoffet er ordnet.
o    Hvor mange kapitler, vers eller afsnit er der og hvad fortæller evt. overskrifter om kapitlet.
o    Ender kapitlerne med cliffhangers – kapitlet slutter på en måde så man er spændt på at læse videre.
·         Hvad er forløbet/opbygningen i teksten?
o    Fortælles begivenhederne f.eks. i den rækkefølge de indtræffer, er der tale om en kronologisk fremstilling.
o    I andre tilfælde afbrydes kronologien af tilbageblik, de såkaldte flash-backs, hvilket kan gøre fremstilling mere varieret og spændende, omend måske også mere forvirrende.
o    Tilsvarende kan kronologien brydes af forudgreb, flash-forward, hvor man springer fremad i tidsforløbet, hvorved læserens nysgerrighed vækkes/fastholdes.
·         Hvor er historiens vendepunkt/vendepunkter (point of no return) og klimaks.
·         Tekstens åbning, midte og slutning.
o    Er der f.eks. tale om en brat indføring (in medias res), hvor læseren kastes ind midt i handlingsforløbet? Sådanne indledninger kan virke forvirrende , men er samtidig også interessevækkende og aktiverende. Eller er der tale om en mere gammeldags glidende indføring?
o    M.h.t. slutningen er det værd at bemærke , om der sker en afklaring og brikkerne falder på plads (i stil med eventyret …og de levede lykkelig til deres dages ende), eller om slutningen er åben, eller om den måske ender samme sted, som den begyndte (cyklisk), uden der således er sket nogen udvikling.